Den afgørende dag i dit liv

I dag bør du se denne video om hvad der virkelig foregår på de danske fødegange.
Hvor længe kan du tåle at se med?
 

Fortæl mig nu, at du har haft en bedre fødsel, både for dig selv og dit barn? Det håber jeg sørme!
 
For det er en afgørende dag i dit liv.
 
Vores datter var heldig, den dag hun blev født.
Det var (d. 29. december 2012) en ualmindelig stille dag på Hvidovre fødeafsnit. Ualmindeligt stille som i…vi var de ENESTE… i mange timer. Fra 12-21 var der så vidt vi ved kun en eneste anden der sagde "vræææl" til livet – forhåbentligt med succes. 
Jordemødrene fortalte at dagen før, ligesom de fleste dage, havde været overbelagt. Men netop vores dag (som ikke var planlagt), var der usædvanligt stille.
 
Jeg skiftede jordemoder tre gange under fødslen, men det var fordi de gik hjem TIL TIDEN. Det under jeg dem virkelig. De overleverede så fint status og historik til hinanden at jeg ikke ville have bemærket at de blev skiftet ud, hvis ikke de havde sagt pænt goddag når de kom ind. To af dem var unge piger som havde gået i samme klasse og ikke bare lignede hinanden, lød som hinanden, men også begge kunne akupunktur og støttede mig godt ved egentlig bare at være der uden at forstyrre mig for meget, med mindre jeg skulle bruge dem.
 
Som du nok forstår, er det en luksus for jordemødre at få fri til tiden, få mad og endda gå på toilettet i løbet af en vagt. En vagt som ofte ikke slutter på det planlagte tidspunkt, men mange timer senere. Det er bare ikke i orden!
Deres job er at sikre at vores børn kommer til verden så godt som muligt og helst i lige så god stand som før de kom ud. Hvordan skal jordemødre levere den vare, når de er sultne, udkørte og med fulde blærer? Og mest af alt stressede og forvirrede over om de nu har styr på alle de fødende samtidig? 
 
Nå men, tilbage til min afgørende dag.
Jeg var bare lykkelig for at jeg havde haft professionelle folk omkring mig som havde haft tid til at læse min vandre journal og derfor vidste at jeg var sindssygt bange for at føde et barn med hjerneskade.
En frygt jeg har fordi jeg selv har haft iltmangel og deraf er født med Cerebral Parese, også kaldet Spastisk Lammelse. En tilstand som kommer når dele af hjernen, grundet iltmangel, ikke fungerer. Det har fatale følger og er afgørende for resten af livet. (Mere om det en anden dag.)
 
Da Sia kæmpede sin vej ud til verden var der derfor ekstra fokus på at holde øje med hendes hjerteslag og velbefindende. Jeg følte mig bestemt ikke overset og jeg var tryg ved situationen så jeg kunne koncentrere mig om at få elefanten igennem tunellen, med en hjertemåler påsat hele tiden.
Da pressefasen havde varet knap en time blev jeg roligt men alvorligt mindet om at nu var det nødvendigt at forsøge med sugekoppen, da pressefasen ikke måtte vare længere. Jeg husker det som var det i går, hvordan panikken spredte sig et par sekunder, hvorefter jeg aktivt besluttede ikke at lade frygten ødelægge resultatet. Min mor havde nemlig født mig da de truede med sugekoppen, fordi den ville hun ikke bruge. Nu lå jeg i samme situation og blev derfor bange. Ville historien gentage sig? 
Jeg har ikke i hele mit liv haft et så klart øjeblik. Jeg vidste at det var nu eller aldrig. Hvis ikke jeg kæmpede som en soldat de næste par minutter, ville jeg hvis noget var gået galt, altid bebrejde mig selv. Jeg brugte derfor et overskud som jeg slet ikke havde, på at få hende ud i god behold med to pres… og en sugekop som knap behøvede at suge. Ikke at sugekop er farligt, det var bare en lidt for deja vu oplevelse. 
 
Sia kom til sidst ud, endda uden at jeg nogensinde nåede at se sugekoppe-bulen før den var væk. Kæmpebarnet på knap fire kg, blev taget godt imod og var sund og rask. Intet gik galt…det var et mirakel. Det er stadig et mirakel. 
 
Jeg skulle syes og en dygtig læge var over en time om at fikse hvad Sia havde ødelagt på vejen ud. Det skulle jo gøres ordentligt og nu hun havde tiden, som hun sagde. Det er jeg glad for at hun havde tid til, for jeg har efterfølgende ikke haft nogle komplikationer, på trods af at der blev syet over det hele. Ja undskyld billedet på nethinden. Pointen er, hendes gode tid, var altafgørende. 
 
Hvad der senere skete under otte dages ufrivillig ophold på barselsgangen, bringer desværre bare dårlige minder om hvordan personale-travlhed kan ødelægge babyboblen for en nybagt familie og skabe et problem som kunne være undgået meget let:
Flere hænder, flere veludhvilede hjerner, flere penge til hospitalerne! Især de afdelinger der hjælper os med den mest afgørende dag i både vores og vores børns liv.
 
Endnu en grund til at se denne video og dele, dele, dele http://www.youtube.com/watch?v=L4tNqbJHrFY&feature=youtu.be med så mange du overhovedet kan, for at få fokus på at man ikke kan spare på hverken fødeafdelinger eller barselsgange.
Husk at bede folk om at dele på de sociale medier. Pointen er at råbe politikerne op, her dagen før der er førstebehandling af finansloven: Beslutninger om hvilke penge der skal øremærkes til hvad bliver altså taget om lidt!
 
De ansatte jordemødre har min fulde forståelse og respekt når de vælger at forlade jobbet på trods af at vi så desperat har brug for dem. Arbejdsforholdene og sikkerhedsforholdene er under al kritik!
 
Hvad kan du gøre:
Del mit indlæg på din facebook eller i toppen af din instagram profil: 
 
#jordemødreforlivet på instagram.
 
Melde dig ind i støttegruppen på facebook og del den:
 
Tak for din opmærksomhed! 
KH Sia, Sandy og Line

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *