En farlig lur for baby

stofble over barnevognHvad er en farlig lur for baby?
 
Lad mig starte med min egen familie. 
Vi bruger ikke myggenet. 
Lille S. (fra dec. 2012) har aldrig fået et myggestik under lurene i vognen.
Vi bruger ikke stofble over kalechens åbning (for at skærme barnet for lys og stimuli som Lola siger). I al respekt, vi kan godt lide Lola. 
Vi bruger…ingenting.
Til gengæld får lille S. frisk luft og ilt, plus perfekt temperatur under sine lure. 
Lyder den her svada bebrejdende og hellig?  
Det er den ikke. Jeg er bare så oprigtigt ked af konsekvensen for dit, mit og alle de andres børn. 
 
Min største barnevogns-fobi drejer sig om netop iltmangel og "kogte" børn.
Og ved du hvad? Flertallet af de danske børn sover med en stofble over barnevognen eller et myggenet, uanset årstid. I nogle vuggestuer sover børnene med myggenet når de sover ude eller endda inde i sove-skur.
 
Siden S. blev født har jeg ofte måtte stoppe mig selv i at antaste fremmede mødre på gaden og bede dem afmontere stofbleen fra den sovende guldklumps kalecheåbning.
Hvorfor? Fordi det sårer så utroligt meget og får en løvemor frem i enhver som får beskeden: "Det der giver dit barn iltmangel og er en stor risiko for overophedning og livsfare."
Eller den mindre dramatiske version: "Undskyld at jeg blander mig, men en stofble…det er ikke så godt for ilt og varme i vognen."
Uanset fremgangsmåde, så er man aldrig populær hvis man siger den slags til fremmede mødre og fædre. 
Jeg håber og tror at stofble-dillen drejer sig om uvidenhed, da de fleste mødre vil deres børn det bedste i hele verden. Det ved jeg jo godt at I der læser med, ønsker for jeres børn.
 
Fakta:
Der er lavet forsøg med temperatur i tildækkede vogne. Eksperter har målt CO2 (kuldioxid – affaldsstoffet du udånder når du har optaget ilten) indholdet i tildækkede vogne og resultaterne er skræmmende. På meget få minutter stiger temperaturen gerne med 10 grader og CO2 mængden gør barnet døsigt og dårligt. Iltmanglen gør at barnet er i stor fare for vuggedød, fordi det langsomt sover ind, mens du mislæser dit barns sløvhed for træthed. 
En anden ting man let kan fejlvurdere er om en lys vognkasse må stå i solen. Her er der lavet forsøg og det viser sig at en hvid vognkasse bliver lige så varm som en sort. Vogne hører til i skyggen. 
 
Lad mig give jer nogle links så I har lidt kilder at vurdere mine påstande ud fra (bemærk dog at de ikke alle fraråder myggenet – jeg gør!) Jeg vil ikke udgive mig for at være ekspert, men jeg har praktisk erfaring og jeg researcher en del før jeg skriver om et emne.
 
–  Det informative link (endda fra 2009).
 
Mine egne opsamlede påstande og testmetoder:
Sæt dig under et myggenet og se hvor lang tid der går, før du føler en higende trang efter at komme ud af nettet og få luft. Sæt dig så under en stofble. (Et myggenet er finmasket og ilten trænger ikke tilpas igennem til at man kan sige at luften bliver udskiftet optimalt. Det samme gælder for tæpper, selv de stormaskede.)
 
– Er der virkelig brug for et myggenet om vinteren? Hvornår har du sidst set en myg i nærheden af vognen om sommeren? Og i så fald, er et myggestik værst – eller en tur på skadestue med iltmangel og bevidstløst overophedet barn? Malariamyg findes vidst ikke i Danmark og det vrimler som regel ikke med bier om din vogn (som det gør om en bistade). 
 
– Hvis det ikke regner, hvorfor så have regnslaget på? Det varmer alt sammen, især på en hed sommerdag uden ventilation til barnets krop og dermed mulighed for at lufte fusserne. Har du regntøj på i solskin?
 
– Jeg ved godt at et barn har brug for skygge og ro når det sover, samt varme så det ikke fryser. Men det har ikke brug for at svede og gispe efter vejret og det er der en åbenlys løsning på: Parasol, solsejl, eller et skyggefuldt sted som f.eks. under et træ? Viva la SIesta. 
 
– Apropos varme…de fleste børn jeg kender sover i betydeligt flere lag tøj end vores datter gør, når de sover ude. Jeg vil lige som en sidste opfordring huske på at man kan mærke barnets temperatur i nakken og den skal ikke være varm, fugtig eller kold. Bare dejlig lunken. 
 
Hvad mener du? Kommenter endelig. Jeg ved at dette emne er brandfarligt og jeg tager den skæld ud der måtte komme, med konstruktiv tilbagemelding. Jeg har ville skrive om dette i 2 år, men heldigvis har andre taget emnet op. Nu kunne jeg bare ikke vente længere. En mærkesag. Især når man, som jeg, har en hjerneskade grundet iltmangel.
 
Vil du se noget smart som man godt kan bruge stofbleer til – men bestemt ikke behøver længere? Se her.
 
Ps. Billedet er vores eget og stofbleen er sat på udelukkende for dette indlæg. Selv med bare ben og uden forlæder blev vognens hovedende for varm på få minutter. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *